Servicedesign er, som tidligere beskrevet her på bloggen, et af de nye og rigtig spændende produktområder, som vil forandre måden, som vi fremover vil anvende designekspertisen på.

Især i USA og England er anvendelse af servicedesign stærkt tiltagende – og Danmark er overraskende godt på vej. Erhvervs- og Byggestyrelsen har iværksat pilotprojekter og indsatsområder, som skal sikre, at den offentlige sektor løbende kan forbedre servicetilbuddene til borgerne.

Der kommer også flere artikler og udgivelser om emnet. Især den amerikanske designvirksomhed IDEO har været frontløbere inden for dette område. IDEO har, som en af de få designvirksomheder, prioriteret at dokumentere og præsentere sine metoder. Det har de blandt andet gjort i form af en række bøger, som alle har et højrt fagligt niveau.

Evnen til at kommunikere virksomhedens metoder og ikke mindst resultater har helt sikkert været medvirkende til, at IDEO af magasinet Fast Company netop er udråbt til intet mindre end verdens femte mest innovative virksomhed – overgået af Google, Apple, Facebook og GE.

Begrundelsen for denne meget flotte placering er i høj grad hægtet op på IDEOs forretningsmæssig interessante resultater. Et af disse projekter er kampagnen “Keep the Change” for American Bank.

I regi af Design Management Institute har IDEO netop udgivet en interessant artikel “From small ideas to radical service design innovation”.

Læs artiklen her: dmi_service_design.