Begrebet konceptdesignvirksomhed optræder oftere og oftere i medierne og debatterne. Men hvad dækker begrebet helt specifikt over? Er det noget nyt at være konceptdesignvirksomhed – eller er det mon bare endnu et nyt designmodefænomen..?

Fora under Erhvervs- og Byggestyrelsen stiller skarpt på dette spørgsmål i den netop offentliggjorte analyse af designbranchen. Det er en ret interessant analyse, da den udover den danske designbranche også omfatter udenlandske designvirksomheder.

Analysen fokuserer på såkaldte designhubs, som er steder rundt om i verdenen, hvor der er en særlig koncentration af moderne designvirksomheder. Denne type designvirksomheder går under navnet konceptdesignvirksomheder. Og hvad er så lige det..?

En konceptdesignvirksomhed arbejder strategisk og tværdisciplinelt med sine designløsninger. Det betyder, at en given designløsning eksempelvis tager afsæt i en antropologisk analyse og ender op i et konkret designkoncept, som kan eksekveres. Denne type designløsninger er ofte komplekse og kræver mange fagdiscipliner for at kunne realiseres.

Concept design

Herhjemme er der identificeret 10 konceptdesignvirksomheder, og dermed er Danmark efter FORAs vurdering en af de ledende hubs i verden. Lige efter San Francisco.

Men efter lige at have besøgt San Fran, må man vist alligevel spise et gran salt til. Den by er gennemsyret af design på en måde, som København – med alt ære og respekt – ikke helt kan være med på. Byen har en ganske anden designtradition, som gør, at området kan betragtes som førende med den nyeste designtænkning.

Dermed ikke sagt, at Danmark ikke godt på vej. Det går jo godt for designfaget i disse velmagtsdage, men en ægte hub bygges er ikke noget, der kan konstrueres “over night”. Mange faktorer skal understøtte en stærk designhub.

Det er blandt andet et unikt designuddannelsesmiljø, hvilket Danmark ikke har prale med at have. Det kræver også, at der er et etableret og forankret netværk mellem designvirksomheder, designkøbere og det politiske system. Sidstnævnte er ved at etablere sig i Danmark, men før det er fast forankret, går der lidt tid.

Analysen – som i øvrigt er en ganske lækker visuel sag – kan læses her eller bestilles hos Schultz for den nette sum af 125 kr.