B&O har netop offentliggjort en designkonkurrence, hvor formålet er at fremme kreativiteten… Det er i sig selv jo spændende og positivt – alle designere har en barnedrøm om at få lov til at designe for denne virksomhed. Konkurrencen går ud på, at man skal lave forslag til, hvordan deres nye fladskærms-tv BeoVision 8 kan præsenteres mest opsigtsvækkende.

B&O er en yderst professionel virksomhed, som både køber design fra designvirksomheder og udvikle egne designløsninger. Virksomheden er dermed ganske bekendt med, hvor lang tid det tager at udvikle et stærkt og gennemtænkt designoplæg.

De første 75, som tilmelder sig konkurrencen, får lov til låne et sådant tv (glimrende markedsførings-gimmick). Nu stopper al roseri af B&O til gengæld også.

For her er den sidste betingelse i konkurrenceoplægget – naturligvis skrevet med meget småt:
“Vigtigt: Creative Challenge – Beovision 8 er ikke en bureau-pitch på Bang & Olufsen, men en kreativ konkurrence, hvor man deltager som privatperson(er). Konkurrencen er lavet for at fremme kreativiten og de indkomne bidrag vil ikke blive brugt til at markedsføre Beovision 8. Alle rettigheder til indsendt materiale tilfalder dog B&O.

B&O

Et er, at B&O inviterer til en konkurrence, hvor de ikke betaler en krone til deltagerne for at bidrage med deres ideer og koncepter. Et andet er, at alle rettigheder går – ganske gratis – til B&O.

Den store præmie er et fjernsyn. Jo, ganske rigtig: èt fjernsyn. I bedste fald “investerer” B&O en kostpris på omkring 10.000 kr. for al denne idérigdom.

Opfordringen er klar herfra. Lad være med at deltage i denne form for gratis designarbejde. Det er både uetisk og underminerer vores branche så ganske urimeligt med den form for gratis arbejde. Hvad bliver ikke det næste?