Der er netop sket en større fusion i energisektoren, hvor seks af de store energiselskaber er blevet samlet til ét selskab – nemlig DONG Energy. Et af de synlige resultater efter denne fusion er en ny fælles identitet, men samtidig også et farvel til nogle markante identiteter – herunder i særlig grad Energi E2s smukke og markante identitet.

Det er designvirksomheden Bysted, som står bag den nye identitet til DONG Energy. Bysted har mange stærke identiteter bag sig. Det er blandt andre identiteter til Nykredit, Falck og CW Obel, som alle har vist at stå distancen. 

DONG 

Det er en skam, at DONG Energy ikke har været mere modig og netop fået udviklet en ny identitet, som repræsenterer en helt ny virksomhed.

Den nye identitet til DONG Energy er i princippet et redesign af den tidligere identitet fra en af fusionspartnerne. Man har valgt at videreføre den karakteristiske røde farve fra DONG, mens skriften er blevet væsentlig moderniseret.

Denne modernisering er dog eksekveret mindre elegant. Det unikke ved navnetrækket er de skæve vinkler i bogstaverne. Men disse vinkler får skriften til at fremstå nærmest barnagtig – og lidt rigelig “energisk”. Navnetrækket får ikke samme stramhed og fokus, som gør sig gældende ved eksempelvis Nykredit. Denne identitet har virkelig vist sit værd – og sin holdbarhed.