Igen i år kunne man opleve dansk kunsthåndværk ved Vor Frue Kirke ved det årlige kunsthåndværkermarked. Her havde 120 kunsthåndværkere hver en lille stand, hvor der blev solgt og vist kunsthåndværk frem i stor stil.

Efter at have besøgt dette marked flere år i træk er det trist atter at kunne konstatere, at udskiftningen af deltagere er yderst sparsom – og markedet viser på ingen måde superligaen, som Berlingske Tidende ellers indikerede. Det er ubegribeligt, at Danske Kunsthåndværkere ikke benytter denne populære begivenhed til at profilere nogle af de nye og meget dygtige talenter, som præger scenen netop nu. I stedet skal vi se på gudsjammerlig trist keramik i selskab med smykker lavet af tøjhægter. Fantastisk innovativt.

Ud af de 120 stande var der ganske få som vakte lidt interesse. Det var blandt andet smykkekunstneren Mette Laier Henriksen, som både havde nogle yderst elegante og anderledes smykker men også en meget flot stand, som viste klasse og karakter modsat de fleste andre. Lad os få flere af hendes slags – der viser, at Danmark har noget interessant i pipeline, hvad angår smukt og innovativt kunsthåndværk.

Mette Laier