Ude i den store verden bliver der bygget nye hoteller som aldrig før. Mange er en del af etablerede kæder, men der kommer også rigtig mange spændende selvstændige hoteller, som er meget konceptuelt orienterede til de til stadighed flere målgrupper. Og rigtig mange af de nye hoteller anvender design, som en klar brandparamenter i kampen om de kritiske kunder.

Vender vi så blikket mod den danske hotelscene, ja, så står det rigtigt kedeligt til, hvad anvendelsen af moderne design angår.

Hotel Skt. Petri er det eneste danske hotel, som pt er optaget på det anerkendte site www.designhotels.com. Det er ret svært at forstå Skt. Petris berettigelse på sitet, når man ser alle de øvrige hoteller. Petri rummer efter min mening flere elementer af det halvvulgære. Hotellets ejere har ikke helt fattet, at der er kommet nye designere på den danske designhimmel de sidste 30 år, siden de har valgt Per-jeg-kender-kun-primær-farverne-rød-gul-blå-Arnoldi til dele af indretningen. Ikke et ord mere om det.
Hotel Fox room 116 
Det nærmeste vi vel kommer et designerhotel er Hotel FOX på Jarmers Plads, som er en billigudgave af et ægte designerhotel. Projektet var godt tænkt af et mega PR-stunt at være. Det opnåede næsten kultstatus med klubarrangementer, events etc.

Resultatet er ikke helt ringe, men igen – hotellet har ikke international designstandard, men er snarer et inspirerende eksempel på, hvordan man kan skabe rum for forskelligartet nutidig design. Men det var måske heller ikke meningen at være et sådant hotel..?

Sidste skud på stammen er så satsningerne hos dronningens naboer. Hotel Admiral tæller ikke helt med, da de ikke markedsføre hele hotellet som et designhotel. Men alligevel er de vær at nævne. De har nemlig valgt at invitere Conran & Partners fra selveste London, som jo må betages som et sikkert – og ret interessant – indretningskort til at skulle indrette dele af hotellet. Men den kære Sir Terence må have haft en dårlig dag – eller også er det en af praktikanterne, som har været i gang. Resultatet ligner mest af alt en forudsigelig og nobel business lounge uden den mindste designergejst.

Restaurant Salt

Og til sidst: Så er der det knapt så profilerede Hotel Front (tidligere Sofie Amalie Hotel), som ligger side om side der, hvor min højt elskede bornholmerfærge engang lå (takket være den højt ærede Thor Gunnar Kofoed befinder færgen sig nu i Køge). Tilbage til sagen: Hotel Front har virkelig forsøgt at skrue op for designercharmen. Og det ser da også designersmart ud, men ak og ve. Det minder mere om et billigt Patpong Hotel med en masse usammenhængende dyre designermøbler.

Konklusionen på det nye københavnske hoteldesign er noget i retning af, at der er sker initiativer for at skabe gennemførte designerhoteller i Danmark, men der mangler altså nogle ambitioner og noget reelt designformat, hvis vi skal være med i verdenseliten. Vi er måske ikke de bedste i verden til at lave lækkert og nytænkende indretningsdesign, men så må vi ty til udenlandske kapaciteter, hvis vi ikke skal gå helt bag om dansen. For det er sikkert og vist, at vi bruger flere og flere af vores surt opsparede penge på at spendere på designerhoteller, hvor vi gerne vil føle os smarte med de smarte – og fede med de fede.